Aarhus Universitets segl

Ophavsret når du skriver ph.d.-afhandling

Når du skriver ph.d.-afhandling, er der en række ophavsretslige regler, som du skal være opmærksom på.

Det er nemlig kun den eller de, der har ophavsretten til et værk, der må dele værket med andre.

I udgangspunktet har du (og dine eventuelle medforfattere) selv ophavsretten til de artikler og bøger, som du/I har skrevet, men du/I kan have overdraget dele af ophavsretten til et forlag i forbindelse med publicering.

Mange ph.d.-afhandlinger indeholder tre forskellige elementer, hvor ophavsretten er forskellig:

  • selve afhandlingens tekst (kappen eller sammenfatningen)
  • publicerede artikler
  • upublicerede manuskripter og resultater

Selve afhandlingens tekst (kappen eller sammenfatningen)

Som ph.d.-studerende har du selv ophavsretten til denne tekst.

Publicerede artikler

Her er dele af ophavsretten ofte overdraget til et forlag, der har eneret til at udgive og dele artiklen.

Hvis du er i tvivl om, hvad du må, kan du kontakte forlaget (ofte via en formular).

Upublicerede manuskripter og resultater

Du (og eventuelle medforfattere) har ophavsretten.

  • Du skal sikre dig tilladelse fra eventuelle medforfattere til at medtage manuskripterne i din ph.d.-afhandling.
  • Hvis du/I planlægger at publicere manuskriptet og resultaterne på et senere tidspunkt, skal du være varsom med at dele dette online - også som en del af din ph.d.-afhandling.
    Nogle forlag kan betragte dette som publicering, hvilket kan udelukke publicering ved et forlag.
  • Vi anbefaler generelt, at du venter med at dele din ph.d.-afhandling online til materialet er publiceret, eller fjerner det upublicerede materiale.
    Men her er store faglige forskelle, og der er nogle steder tradition for at dele upublicerede manuskripter, f.eks. inden for matematik.

Brug for hjælp?

Har du spørgsmål eller problemer, kan du kontakte kontaktbibliotekaren for dit område, som står klar til at hjælpe dig.

Alternativt er du altid velkommen til at kontakte dit lokale bibliotek i AU Library.