Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Undervisningsmidler fra dengang til nu

AU Library’s samling i Emdrup indeholder danske skolebøger til skolefagene fra 0. klasse/børnehaveklassen til og med gymnasieniveau og materialer til dansk som andetsprog for voksne.

Alt bogligt materiale fra danske forlag og et mindre udvalg af materialer fra udenlandske forlag blev anskaffet til og med december 2018.

Nyere materiale findes på Det Kongelige Bibliotek Aarhus og København.

Samlingen i Emdrup er en historisk samling, som dækker folkeskolens fag igennem tiden, herunder fag, der er udfaset i dag eller har skiftet navn. Samlingen anskueliggør derfor, hvad danske elever er blevet undervist i siden omkring 1800. Den kan fortælle os om skolen i Danmark igennem tiderne og  bliver i dag brugt af skolelærere, ligesom både de nyere og ældre samlinger bruges af forskere og studerende til opgaveskrivning og historisk læremiddelforskning.

Samlingen indeholder bl.a. lærebogssystemer med grundbøger, elev- og lærerbøger, læsebøger, frilæsningsbøger etc. og elektroniske materialer. I samlingen af undervisningsmaterialer indgår også letlæsningsbøger og børnefagbøger, der skønnes at kunne bruges i undervisningen.

Der er en inspirationshylde med bøger fra forlaget Dansklærerforeningen til gennemsyn.


Hvor står samlingerne

Alle undervisningsmaterialer fra 1990 og frem står på frit tilgængelige hylder og er opstillet efter folkebibliotekernes klassifikationssystem (DK5). Alle materialer fra 1986 og frem kan findes i biblioteksbasen (library.au.dk).

Den historiske samling med udgivelser fra før 1974 er opstillet i det, biblioteket kalder ”fjernmagasin”. Samlingen fra 1975 til 1989 kalder biblioteket ”DK2”. Materialerne er til hjemlån.

Både DK2 og fjernmagasin er opstillet i bibliotekets fjernmagasin efter et specielt opstillingssystem.

Materialer fra før 1986 er kun sporadisk inddateret i bibliotekets database. Der findes et kortkartotek, hvor man kan søge materialet, og man kan få vejledning i og hjælp til fremfinding af materialerne.

Om samlingernes historie

Den nuværende samling af undervisningsmaterialer tog sin begyndelse, da Dansk Skolemuseum blev grundlagt i 1887. Siden blev samlingen en del af Statens Pædagogiske Studiesamling, efterfulgt af Danmarks Pædagogiske Bibliotek, som i dag er en del af Aarhus Universitetsbibliotek med navnet AU Library, Emdrup.

Formålet var fra starten: ”... at udbrede kendskab til godt skolemateriel og gode undervisningsmidler …”
In: Hellner, R. (1987). Dansk Skolemuseum, Statens Pædagogiske Studiesamling, Danmarks Pædagogiske Bibliotek: 1887 – 1. marts – 1987. København: Danmarks Pædagogiske Bibliotek.

Se også:
Olesen, I. (2014). Skolebogssamlingen på AU Library, Campus Emdrup (DPB). Sprogforum. Tidsskrift for Sprog- Og kulturpædagogik, 20(59), 3.

Skolebogsekspert


Andre samlinger i Emdrup:

Anskuelses­tavler

Den tidligste form for visuel

undervisningsmateriale

Sognekort

Trøst-Hansens samling

- et historisk dokument over

lokale skoler og sognene.