Beskyt din ophavsret

Som forfatter er det vigtigt at beskytte sin ophavsret og overveje nøje, hvor stor en del af sin ophavsret, man vil overgive til f.eks. et kommercielt forlag.

Hvis du  i en forhandling med et forlag bliver præsenteret for en forfatterkontrakt, som overdrager alle rettigheder til forlaget (eksklusivaftale), kan det afskære dig fra at udnytte dit værk i formidling og synliggørelse af din forskning.

Du kan derfor have brug for at få rettet aftalen til, så den er acceptabel for dig. 

Modelkontrakter

Fælles for modelkontrakter er, at de i større udstrækning lægger op til, at forfatteren som udgangspunkt beholder sine rettigheder og blot afgiver specifikke rettigheder til forlaget. Eksempler på specifik brug kan være publicering af et vist antal bøger eller udgivelse på forskellige digitale medier herunder internettet.

Eksempler på modelkontrakter:

  • Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde (UBVA)under AC har sammen med Forfatterforeningen, Forlæggerforeningen og AC udarbejdet en modelkontrakt til videnskabeligt og populærvidenskabeligt brug.
    • Kontrakten omfatter både trykt og elektronisk publicering, og i kontrakten overdrages kun visse specifikke rettigheder til forlaget.
    • Forfatteren beholder de øvrige rettigheder og kan kun udnytte de rettigheder, som forlaget ikke har fået overdraget.
    • Man skal være opmærksom på loyalitetsbegrebet, der indebærer, at man ikke må publicere værket i en form, som konkurrerer med forlagets muligheder for afsætning af værket i henhold til kontrakten.
    • Download modelkontrakten
  • Knowledge Exchange License to Publish
    • Modelkontrakten sikrer, at ophavsretten bliver hos forfatteren.
    • Kun visse rettigheder overdrages til forlaget.
    • Kontrakten er gældende så snart forlaget har tilkendegivet, at det ønsker at publicere værket.
    • Når artiklen er publiceret, kan forfatteren gøre værket offentligt tilgængeligt i forlagets version f.eks. ved at publicere via AU’s forskningsportal PURE. Hvis forlaget kræver det, kan den offentlige udgivelse blive forsinket med et maksimum på seks måneder.

Forfattertillæg til forlagskontrakter (author addenda)

Forfattertillæg til en forlagskontrakt er et dokument, som kan vedhæftes en forlagskontrakt med henblik på at sikre forfatteren bestemte rettigheder.

En forhandling og en kontrakt er et udtryk for et møde mellem to forskellige verdener, som skal blive enige om nogle fælles betingelser. Med andre ord skal begge parter være enige om betingelserne. Selvom det kan være tidskrævende at gå i forhandling med forlaget om at beholde nogle af sine ophavsrettigheder, kan det faktisk godt give resultater.

Det er vigtigt at sikre sig, at en kontrakt er bindende og også omfatter tillægget. Specielt skal man være opmærksom på følgende:

  • Gør allerede i forhandlingen med forlaget opmærksom på, at man vil sende et tillæg for at beholde visse rettigheder
  • I forbindelse med forlagets underskrift skal det anføres, at der til kontrakten knytter sig et tillæg.

Forlaget skal også underskrive tillægget.

Der er mange muligheder for tillæg. Sciencecommons.org har lavet en kontraktgenerator med fire eksempler på forskellige forfattertillæg, som forskere kan anvende for at fastholde rettighederne fx til fortsat selv at bruge artiklen. Disse forfattertillæg kan genereres i pdf-format og vedhæftes en forlagskontrakt. Generer dit eget forfattertillæg