Aarhus Universitets segl

Kildekritik

Kildekritik handler om at evaluere informationskilder kritisk. Ofte fokuserer kildekritik på at undersøge og vurdere en kildes autoritet og troværdighed. Vurdering af informationskilder afhænger dog også af, hvad du vil bruge kilden til.

Via denne tjekliste kan du foretage en indledende evaluering af de informationskilder, du har fundet:

Hvem står bag informationskilden?

  • Er der angivet en person, organisation eller firma som ansvarlig forfatter/ophav? Hvad er forfatterens baggrund?
  • Er der angivet en person, organisation eller firma som ansvarlig udgiver af informationen?

Hvilken type tekst/medie er informationskilden?

  • Er informationen en videnskabelig publikation, en nyhedsartikel, en blogpost, en podcast eller noget helt fjerde?

Hvem er informationskilden skrevet til og hvorfor?

  • Hvilken målgruppe henvender teksten sig til? Hvad er det faglige niveau?
  • Hvad er formålet med informationskilden? Er det fx at informere, overbevise eller markedsføre?
  • Bliver der benyttet referencer? Er disse referencer aktuelle og relevante?

Hvornår blev informationskilden offentliggjort eller opdateret?

  • Er informationen stadig aktuel?

Når du evaluerer en informationskilde, er det også vigtigt at medtænke din egen brug af kilden:

Hvad vil du bruge informationskilden til?

  • En vurdering af informationskilder vil altid være afhængig af, hvilke spørgsmål du stiller til kilden og hvad du vil bruge den til.
  • I universitetsprojekter og -opgaver vil videnskabelige publikationer tit udgøre størstedelen af dine referencer, men ikke-videnskabelige informationskilder kan også være relevante at inddrage.
    • Videnskabelige publikationer præsenterer original forskning, undersøgelser eller analyser inden for et specifikt videnskabeligt felt. Modsat andre typer information er videnskabelige publikationer ofte fagfællebedømte, hvilket vil sige at andre forskere har vurderet publikationens videnskabelige kvalitet. Videnskabelige publikationer benytter altid referencer.
    • Skal du bruge eksempler på et aktuelt fænomen eller synspunkt, kan nyhedsartikler, opslag på sociale medier, blogposts mv. være passende.

Hvorfor vil du bruge informationskilden?

  • Viser du kendskab til emnet ved at inddrage ’klassikerne’, dvs. autoritative og definerende informationskilder inden for feltet?